Urtelisten

Her er nogle udvalgte urter og eksempler på, hvad de kan anvendes til. Urterne er oplistet efter deres primære sæsonanvendelse i den omtalte tekst. Nogle kan således godt bruges over flere årstider (fx blomsten i foråret og roden om vinteren). Nogle urter eller plantedele kan bruges over en lang periode, mens andre kun har en kort - fx blomstringen. Her gælder det om at være opmærksom på dette, så man eksempelvis holder lidt øje med ahorntræet, som er ved at blomstre, så man ikke får forpasset sin chance for en god ahornblomst-snaps. I det hele taget er en stor del af glæden ved at bruge urter det, at man følger naturens rytme.

Alt hvad der skrives omkring urternes "helbredende virkning", er ment som lidt interessant kulturbotanik og spændende ideer, men må absolut ikke tages for alvorligt. Jeg har ikke medtaget dette i nogen hensigt om at helbrede nogle. Mange af de nævnte virkninger er der kort sagt ikke videnskabeligt bevis for.

Urtelisten vil løbende få tilføjet nye urter og tilføjelser til tidligere beskrevne urter.

Urtemedicin historie

De ældste vidnesbyrd om brugen af urter som medicin er over 4000 år gamle. Lertavler fra Mesopotamien beskriver en lang række forskellige urter. Oldtidens græske læger som Galen brugte også diverse opskrifter på urtesafter, afkog og vandige udtræk.

I 800-tallet grundlagde araberne det første apotek i Bagdad. Araberne havde store handelsforbindelser og indførte fra Østen nye urter, som blev brugt i medicinen mv.. Araberne grundlagde Europas første lægeskole i Italien omkring år 1000. Den blev meget kendt, og også danske munke har været "udlært" her, og taget deres viden og urter med til munkeklostre i Danmark. Munkene oprettede i 1100-tallet det første lægevæsen i Norden. I klosterhaverne dyrkede de urter mod diverse dårligdomme.

Urternes helbredende kraft blev forklaret ved forskellige teorier. En teori byggede på de fire legemsvæsker (blod, slim, gul galde og sort galde), som skulle være i harmoni i et sundt legeme. Hvis der ikke var den rette ligevægt imellem disse, ville man blive syg. De forskellige urter blev så tilskrevet disse legemsvæskers egenskaber, så hvis man havde for meget eller lidt af en legemsvæske, kunne urter med samme eller modsatte egenskab bruges til at skabe ny ligevægt og dermed helbredelse. En anden kendt teori var signaturlæren. Her mente man, at Gud havde lagt et synligt tegn på urten, så plantens helbredende egenskaber ville fremgå.

Omkring renæssancetiden og frem begynder den mere metodiske fremgangsmåde i lægevidenskaben, hvor man begynder at lede efter virksomme stoffer i planterne til behandling. Omkring 1800-tallet begynder man at kunne isolerer virksomme stoffer, og kemien som videnskab vinder herefter frem.

Planter til medicin har altså gennemløbet en udvikling fra at hele planten havde fokus, til fokus på de virksomme stoffer i planten, til fokus på de virksomme stoffer som inspiration til kemisk udviklet medicin. Planter og svampe kan stadig være virksomme, eller tjene til inspiration, imod diverse sygdomme. Dette er en af argumenterne for, at det også kan tjene mennesket at bevarer størst muligt biodiversitet, da ingen ved hvilken urt som i fremtiden kan få gennembrydende betydning indenfor medicinen.