andersfo.dk © 2011                    

Gran

 

Nåletræer er udbredte over hele Danmark. De unge lysegrønne friske granskud plukkes i maj (juni). Kogler kan indsamles i juli-sep. Det er de helt friske lysegrønne årsskud, som er tilvækst yderst på granen, eller de unge hanblomster (ikke hunblomsterne - koglerne) der bruges. Taks er den eneste giftige gran i Danmark, og skal selvfølgelig undgås.

 
Mad
Rå og tilberedte
Rå friske skud er aromatiske, og giver bestemt noget mere "sjov at spise" end fx bøgeblade. De kan bruges i salaten. Når de bliver stegt, kogt eller opvarmet i ovnen, forsvinder mange af de lidt stærke syrlige og aromatiske stoffer, og de smager meget mere mildt i det.  
 
Granmarineret mørbrad
Gran/fyr/lærk kviste blandes med 1 hel økologisk citron som skæres i stykker, 3 fed hvidløg, 1 dl olivenolie, salt & peber. Mørbraden smørres godt ind i det og pakkes ind, trækker 4 timer i køleskabet og tilberedes.
 
Bagværk
Foccacia med grannåle eller lærkenåle på toppen i stedet for rosmarin.
 
Urtesalt
Blend de indsamlede granskud med salt og tør dem på en ren overflade eller i ovnen ved lav varme.
 
Snaps og te
Overhæld de friske granskud med ren snaps og lad det trække 2-4 uger. Filtrer og evt. fortynd. Lad den gerne lagre.
 
Lidt friske skud (eller fyrrenåle) fyldes i vand og bringes i kog. Lad det simre i ca. 10 minutter under låg, sluk for varmen og lad det stå og trække 10-15 min. mere. Si teen igennem.
 
Sundhed og folkemedicinen
Friske skud indeholder C-vitamin, A-vitamin og mineraler.
De har været brugt mod hoste, katar og vistnok skørbug.

Andet om gran  

 

C-vitamin er godt mod skørbug (som netop opstår grundet C-vitaminmangel..), og jeg mener at have læst engang, at de europæiske nybyggere som kom til Canada, led meget af skørbug grundet deres ensidige kost, på trods af de var omgivet med kæmpe granskove. Det skal retfærdigvis siges, at når man kigger i urtelitteraturen, så er gran forholdsvist nyt, og nok først rigtigt introduceret sammen med det nye nordiske køkken, tænker jeg.

 

Tag et granbad

Jeg er vokset op med badekar i hjemmet (i 80`erne), hvor det var fast bestanddel i badet, at fylde noget kemisk "fyrrenåle karbad" i. Det duftede godt, og "kemisk" eller ej, elsker jeg stadig den duft.

Det er muligt at bruge de ægte varer også. Kog nogle håndfulde gran i en gryde og si det igennem. Hæld væsken i karbadet og nyd det aromatiske tilskud.