andersfo.dk © 2011                    

Hyldeblomst

 

Hyld er spredt over hele Danmark. Den vokser på næringsrig jordbund i skove, krat og ved beboelser. 

Når blomsterne bruges i nedenstående opskrifter, bør de kraftige stilke undgås - rasp dem af med fingrene.


Mad

Hyldeblomstpandekager
Pluk nogle hyldeblomstklaser og lav en god pandekagedej. Dyb blomsterklaserne godt i pandekagedejen og steg dem på panden. Lige her bevares de grovere stilke, da man spiser udenom dem (holder evt. i dem). Alternativt kan hyldeblomsterne også raspes af og blandes i pandekagedejen.
 
Snaps
Indsaml blomster og sæt dem over neutraltsmagende snaps, så de er godt dækket. Lad dem trække et par dage og filtrer igennem et kaffefilter. Essensen skal evt. fortyndes, før snapsen er drikkeklar.
Nogle mener snapsen skal drikkes ung, men det er jeg dybt uenig i. I starten af trækketiden og lige efter filtrering, synes jeg den i duften minder mest om en baggård, der er tisset i, hvorimod den efter noget tid udvikler sig tilbage imod den oprindelige hyldeblomstduft ... og altså til det bedre. Så jeg lader den gerne stå nogle måneder, inden jeg tager af den. Og jeg synes, den holder sig fint i lang tid efter.
En anden spændende mulighed er en snapselikør. Her genbruges det frafiltrerede mix, som blev brugt til saftevand eller sirup (alle de ingredienser som er siet fra inden det hældes på flaske). Overhæld dette mix med snaps og lad det trække 4 dage og filtrer det igennem.
 
Te
Blomsterne tørres og bruges til urtete. 

Alternativt kan man også plukke de friske blomster, overhæld dem med kogende vand, lad det stå og køle lidt ned, si blomsterne fra, tilsæt sukker og drik.   

Saftevand
Her er rigtig mange variationer. Jeg vil gætte på, at hyldeblomstsaftevand er noget af det som er - og har været - mest lavet af naturens urter. Der er rigtig mange "gode gamle opskrifter", så jeg vil anbefale at opsøge eller gemme den lokale viden (send meget gerne opskrifter til mig!).
En simpel opskrift:
Fyld i en gryde: 25 blomsterklaser uden kraftige stilke, saften fra 1-2 citroner, 20 gram citronsyre, 1 kg sukker og 1 liter vand. Bring det hele i kog under jævnlig omrøring, sluk for varmen og lad det hele køle af. Tilsæt lidt atamon, stil gryden i køleskabet eller andet køligt sted, og lad det trække 4-5 dage (omrør det et par gange dagligt i denne periode). Si det hele godt igennem og hæld på flasker (desinficeret).
 
Sirup
Fyld i en gryde: 25 blomsterklaser uden kraftige stilke, saften fra 1-2 citroner, 700 g rørsukker og 1 liter vand. Bring det hele i kog og lad det simre i 10 minutter under jævnlig omrøring. Lad det hele køle af og stil gryden i køleskabet eller andet køligt sted, og lad det trække 4-5 dage (omrør det et par gange dagligt i denne periode). Si det hele godt igennem og fyld "essensen" i en gryde, hvor det nu skal koges ind til rette konsistens. Der kan evt. tilsættes ekstra sukker for at ramme den rette konsistens. Afkøl og hæld på flasker (desinficeret).   
 
Sundhed og folkemedicin
Blomsterne er tidligere brugt som sveddrivende middel og til helbredelse mod forkølelse, influenza, gigt, høfeber og halsonder. De er endvidere tilskrevet hudplejende egenskaber udvortes og ... skulle endda være gode mod hævede testikler, hvis nu man(d) er uheldig med det. 
 

Andet om hyld  

 

Giftstoffer

Blade og bark indeholder giftige stoffer, så dem skal man holde sig fra. De rå bær har vist sig også, at give anledning til "dårlig mave".

 

Hylden er generelt omgærdet af mange egenskaber og gamle spændende sagn. Den skulle være lykkebringende, så man bør vise den respekt.

 

Insekter og mus skulle ikke kunne lide lugten af hyld, så tørrede blomster er tidligere brugt mod møl, myg, fluer og mus.

 

Hyldebær - finder du her