andersfo.dk © 2011                    

Pil

 

Er spredt ud over hele Danmark, og findes i flere forskellige arter og hybrider. Nogle mener at seljepil (meget almindelig pil) er bedst til snaps, meeen mon ikke de kan bruges alle sammen. Deres blomster er samlet i koglelignende stande kaldet "rakler" (eller gæslinger), som enten er hanner (de gule) eller hunner (de grågrønne). I snapsesammenhæng er det hannerne, som er interessante.

Snapsen
Indsaml de gule gæslinger og læg dem i et glas, som overhældes godt med rent snaps. Lad det stå og trække i 3-10 dage - alt efter temperament! Filtrer herefter igennem et kaffefilter, så den rene essens fås.
Snapsen bliver ret bitter/stærk i starten (særligt hvis der er lidt grene med), og skal sandsynligvis fortyndes med mere ren snaps. Den vinder rigtig meget ved lagring. Jeg bryder mig ikke ret meget om den friske udgave, men når den har stået et halvt års tid eller mere, bliver den mere rund og venlig.

Helbred og gode historier
Pilebark og blade indeholder stoffet salicin, som er forløberen for nutidens aktive stof i hovedpine- og lettere smertestillende piller. Pilesnaps skulle altså virke lettere smertestillende, og med lidt god tro kunne ordne hovedpinen.
Pilens kviste skulle også være gode til at finde vand med i undergrunden - hvis man nu lige står og mangler det....
Endnu vigtigere - i disse krisetider - er det måske, at pilens kviste på samme måde skulle være gode at finde skattekister med!

Andet om pil

 

Pileflet