andersfo.dk © 2011                    

Videnskabens historie

Der har eksisteret et utal af "forklaringer" på alverdens naturfænomener i alle kulturer. Det som har karakteriseret disse forklaringer er, at de er vilkårlige, og man principielt kunne udskifte den ene slags med en anden, der kunne "forklare" det samme fænomen lige så godt. Naturvidenskaben har sigtet efter den forklaring, som bedst lod fænomenet forklare ud fra begrundelse i logik eller efterprøvelse. Målsætningen er altså, at "finde den forklaring, som bedst forklarer". En vigtig ting at huske på er, at igennem historien har der teknologisk været forskellige forudsætninger for undersøgelser, så nye opfindelser (ex opfindelsen af kikkert, mikroskop, satelitter mv.), har givet nye forudsætninger for ny indsigt. Videnskaben har derfor gennemgået en udvikling, så mange tidligere ideer er blevet koorigeret ved ny indsigt. Videnskaben ændrer sig på denne måde konstant, og de videnskabelige ideer må ses i forhold til den tid, de kom frem på.

Videnskabens begyndelse

Grækenland oplevede en kulturel storhedstid omkring 700-200 f.Kf., hvor filosofien blomstrede, og videnskaben fik sin begyndelse. Årsagen til denne skelsættende begivenhed henregnes til "Det græske problem" . Det går på at grækenland bestod af små bystater (poleis), der blev styret af jævnbyrdige frie mænd, og at ingen mennesker havde en guddommelig ret til at regere. Nok var deres verden fyldt med åndelige væsner og guder, som nogle kendte bedre til end andre (præster og orakler), men gudernes vilje var også åben for fortolkning, så der var ingen, som kunne hævde at have DEN guddommelige viden og dermed ret til at regere. Disse forudsætninger (kaldt det Græske problem) har muligvis drevet samfundet i retning af en fornuftsdyrkelse, hvor de rationelle argumenter vandt frem.

Samtidig må det have haft betydning, at grækerne var en sønation (brug for navigation), der sejlede omkring i Middelhavet, drev handel og stiftede bekendtskab med fremmedartede kulturer.

Med dette som baggrund, ser det ud til, at grækerne pludselig stillede sig selv det store spørgsmål "Hvad er sikker viden?"!

Aristoteles (384-322 f.Kf.) anses for den helt store banebryder indenfor videnskabens historie. Han var elev af Platon, som han lod sig inspirere af, og samtidig udviklede han sine egne teorier efter kritik af Platons. Aristoteles var en førmoderne videnskabsmand med en overordentlig bred viden, og spændte således over mange felter. Han grundlagde sit eget akademi, og inddelte videnskaben i praktiske og teoretiske videnskaber. De praktiske var dem, som omhandlede det, "der kunne gøres anderledes", hvilket fx var etik og politik. Mens de teoretiske videnskaber handlede om det, "der ikke kunne være anderledes" (den fysiske verden, matematikken, metafysikken) og dermed en søgen efter sandheden i virkeligheden.

Der eksisterede altså en "virkelig verden", hvori man skulle søge forklaringer på denne verdens indretning. For at forstå disse fænomener i verden går Aristoteles ud fra følgende:

Den "virkelige verden" består af substans (hver substans består af form og materie), som hver især er bestemt ved "de fire årsager", "aktualisering af potentialer" og den heraf afledte teologi (formålsbestemt udvikling). 

De fire årsager er:

1) den finale (telelogiske princip) - den målrettede proces i skabelsen altså "hvad skal det ende som?" 

2) den bevirkende - hvad er drivkraften frem mod den finale årsag?

3) den materielle - det stof eller materiale som substansen laves af.

4) den formelle - hvilken form skal substansen opnå?

Substansen kan gennemgå forandringer som ligger i "aktualisering af potentialer":

1) Substantiel forandring - selve substansen opstår eller forgår.

2) Kvalitativ forandring - substansen forandre egenskaber.

3) Kvantitativ forandring - substansen får mere eller mindre af en egenskab.

4) Stedforandring- substansen skifter plads i rummet.

Pointen er så, at alle substanser er udstyrret med nogle potentialer, som de søger at aktualisere (stræbe efter). Og dette forklarer forandring. Udviklingen går fra potentialitet op imod aktualitet, hvor potentialerne virkeliggøres. Dette bruger Aristoteles som en model for hans verdensinddeling, så følgende hieraki fås: 

Ren potentialitet (materia) --> døde ting (sten mv.) --> planter (reproduktion med vegetativ sjæl) --> dyr (reproduktiv med vegetativ, sensitiv og motorisk sjæl) --> mennesket (reproduktiv med vegetativ, sensitativ, motorisk og fornuft sjæl) --> ren aktualitet (gud hviler i sig selv).

Aristoteles mente, at skulle et naturfænomen forklares, skulle det ske under observation og logiske ræsonnementer. På denne måde brugte han induktion til at indsamle informationer om substansernes form, så han fx indefor biologien kunne lave en kategorisering af ca. 550 dyrearter. Disse resultater kunne så bruges til logiske slutninger. Denne tilgang med induktion og brugen af logiske afledninger, fik enorm betydning for videnskabens udvikling.                                                                                                                                                      Aristoteles verdensbillede var geocentrisk. Jorden var simpelthen universets midtpunkt - Og jorden var rund! Denne opfattelse delte han med samtidige grækere, da almindelig observation bekræftede dette. Hvis et skib med høj mast sejlede ud i horisonten, ville det langsomt "forsvinde opefter", så kun toppen af masten til sidst var synlig. Og nye stjernebilleder viste sig, når man sejlede sydpå langs Nilen. Månens formørkelse kunne også observeres som en rund skygge (jordens skygge). Forklaringerne på dette, kunne kun være, at jorden var rund, og en græker (Erathostenes) udregnede endda via. vinkler og afstande, jordens omkreds til 39370 km., hvilket er utroligt tæt på. Jorden stod ("selvfølgelig") stille, så den var omgivet af nogle sfærer (gennemsigtige krystalkugler), hvorpå himmellegemerne var placeret og roterede omkring jorden. På den yderste sfære var fiksstjernehimlen og bag denne ingenting. Sfærernes bevægelse var cirkelrunde, og bevarede deres rotation, når de først var sat igang, fordi cirkelbevægelsen er den naturlige bevægelse (alle punkter på cirklen er ens, så der er ingen fysisk grund til at stoppe et sted!).                                                                                                                           Aritoteles støtter op om tidens tanke om de 4 elementer. Der var på samme tid også nogle, som støttede en atomteori, hvor alt skulle være bygget op af små udelelige partikler. Denne teori kunne ikke "holde vand" dengang, og kom først tilbage igen omkring år 1600. Atomteorien må dengang have forekommet som rent gætværk. De 4 elementer var derimod en mere håndgribelige teori. Den gik ud på at alt på jorden består af ild, luft, jord og vand. Blandingsforholdet imellem disse fire elementer variere og er afgørende for de fysiske forhold, og hvor "de hører hjemme". Ild og luft søger dermed opad, mens vand og jord søger nedad. Himmellegemerne består af et femte element - æteren.

Der opstod dog efterfølgende nogle "problemer" med Aristoteles verdensbillede. Planeterne - som ex Mars -kunne observeres i noget som fra jordens synsvinkel minder først om en normal fremadgående bevægelse, men pludselig afbrudt af en tilbagegående (retrograd) bevægelse. Dette skyldes en relativ bevægelse, fordi jorden har en anden bane og hastighed end de andre planeter (hurtigere end de ydre og langsommere end de indre). Når man så ser på en anden planet mod de fjerne stjerner, ser det altså ud som om at planeterne bevæger sig frem og tilbage nogle gange, hvilket ikke passede umiddelbart ind i de cirkelrunde bevægelser. En anden græsk astronom (Ptolemaios) fik gennembrud med sin forklaring - epicykel-teorien: den gik ud på at planeterne bevægede sig i "cirkler på cirkler". En planet lavede altså små cirkler, som samtidig bevægede sig rundt over tid i en stor cirkel. Heraf fremkom et indviklet system, hvor man med en blanding af de små cirkelbevægelser og de store cirkelbevægelser kunne "forklare" og endda forudsige, hvor planeterne befandt sig.     

Galen (130-200) kom fra grækenland (nuværende Tyrkiet), men blev en berømt romersk læge. Han overtog Aristoteles lære om de 4 elementer, og mente, at der dertil svarede 4 legemsvæsker: blod til luft, gul galde til ild, slim til vand og sort galde til jord. Han var desuden inspireret af Platon, og forenede sine iagttagelser med hans teorier om den tredelte sjæl (i lever, hjerte, hjerne) og makrokosmos, hvor de enkelte dele kun kunne fungere, hvis de basale elementer var i balance. Ubalance imellem de fire elementer gav derfor sygdomme. En ny balance kunne dog opnås ved blodladning, så han lavede et meget kompliceret system for dette (ud fra hvornår og hvor meget alt efter patientens alder, modstandskraft, årstid, vejr, sted).

Han udførte dissektioner på dyr, og overførte denne viden til mennesket (det var ikke tilladt at dissekere mennesker). På denne måde havde han dels en empirisk tilgang ved dissektion af dyr, men da alle funktioner stopper, når dyret dør, er det vanskeligt at gennemskue flere ting (som ex blodkredsløb), og der eksisterer også anatomiske forskelle imellem dyrearter, som vanskeliggør det at overfører viden fra ét dyr til et andet.

Han mente at fordøjet føde blev lavet til blod i leveren. Leveren var altså udganspunktet for blodet. Det mørke blod (veneblod) var fyldt med "naturlige ånder", der gav vegetativ vækst (en nærende sjæl), og blev sendt videre til arme og ben via venerne. Det mørke blod som kom op til hjertet løb dels videre til lungerne, og noget andet krydsede simpelthen hjertekammeret fra højre til venstre hjertekammer, hvor det blev opvarmet, blandet med luft (pneuma) fra lungevenen, så det blev fyldt med livsånd (Levendegør legemesdelene), der videreførtes med arterierne ud i legemet. I hjernen blev noget af blodet omdannet til sjælsånd (animalske ånder der støtter bevægelse og sansning), der blev ført videre via nerverne.

Hans teorier blev dominerende helt op til 1500 tallet.

Middelalderen. Da Romerne havde besejret Grækerne, gik den videnskabelige forskning efterhånden i stå. Mange af de græske skrifter blev heldigvis oversat til Arabisk. Bagdad blev senere et centrum for videnskabelig forskning, hvor de græske skrifter i 11oo-tallet blev oversat til latin, hvormed græsk filosofi fik en renæssance i Vesteuropa. Fra 1100 og frem begyndte grundlæggelsen af universiteter i Vesteuropa. Kristendommen var nu dominerende i hele europa, og de genfundne tekster fra græsk filosofi blev nu bearbejdet med det kristne verdensbilled, hvormed skolastisk filosofi opstod. Det gav lidt problemer, men ved indførsel af to sandheder hjalp det: de sandheder som byggede på fornuften (fra græsk filosofi), og de sandheder vi modtager igennem åbenbaring (kristendommen). Verdensbillede blev nu ændret, så man brugte Aristoteles verdensbilled, men indsatte guds rige i himlen på den anden side af fiksstjernehimlen (hvor Aristoteles mente der ingenting var), og i jordens indre indførte man helvede.

Kopernikus (1473-1543) blev født i Polen. Studerede teologi og var doktor i kirkeret i den katolske kirke. Han brugte sideløbende meget tid på sin interesse for astronomi. Kopernikus er kritisk overfor Ptolemaios epicykelteori. Han mente, at det matematisk virkede meget mere korrekt, hvis man bevarede cirklerne som Aristoteles var inde på, men satte solen som centrum (heliocentrisk) og ikke jorden (geocentrisk), som man hidtil havde gjort. Ved at sætte solen i universets centrum, slap man for de indviklede epicykler, og forklaringen på de astronomiske fænomener man observerede blev pludselig meget mere enkel. Jorden roterede altså om solen og omkring sig selv, hvilket var årsagen til de foranderlige astronomiske observationer, man oplevede både i forhold til solen, planeterne og stjernerne. Forudsigelserne var også fuldt så gode som med epicykelteorien. Men selvom dette kunne løse nogle astronomiske problemer, virkede det selvfølgelig absurd, for hvis dette var korrekt fremkom nogle endnu mere uløselige mysterier - Hvis jorden roterede rundt om sig selv burde, man kunne opleve dette, som hvis man bevægede sig i høj fart, og kastede man en sten lodret i vejret burde den lande langt væk, når jorden roterede, mens stenen var i luften... Og hvis ikke jorden var universets centrum, hvorfor "sad vi så fast" på den? Hvor skulle denne ukendte tygdekraft komme fra? Og fuldt så vigtigt - biblen og hele det øvrige videnskabelige paradigme, var bygget op med jorden som centrum i universet. Hans tanker virkede derfor meget langt "fra virkeligheden". Han gjorde måske af denne grund ikke ret meget for at udbrede sine tanker i sin samtid, og de slog først rigtigt igennem efter hans død.

Tycho Brache (1546-1601) blev født i Skåne og læste på Kbh. universitet samt flere europæiske universiteter, mens han sideløbende brugte al sin tid på astronomi. Da han var 26 år fik han tildelt Øen Hven som len af kongen, og gjorde stedet til en international forskningsinstitution. I 1572 oplevede Tycho Brache en skelsættende begivenhed. Han så en supernova (stjerneeksplosion). Denne nye stjerne som pludselig viste sig rokkede ved forestillingen om den uforanderlige (evige) fiksstjernehimmel. Samtidig fandt man nye kometer og Brache begyndte at måle på deres baner (han går altså empirisk til værks). Hans målinger viste at banerne på ingen måde fulgte de forskellige krystalkugler (sfære), som planeterne hidtil havde været antaget placeret på. Nogle af kometerne krydsede endda hinandens krystalkugler, hvilket måtte betyde, at disse slet ikke eksisterede. Brache indsamlede en masse observationer og data, som Johannes Kepler (1571-1630) efterfølgende analyserede. Han udledte heraf Keplers tre love, som beskriver, hvordan planeterne bevæger sig omkring solen: planetbanerne er ellipseformede, planeten bevæger sig hurtigere jo tættere den er på solen i sin ellipseformede bane, og kvadratet på planetens omløbstid er proportionalt med middelaftstanden til solen i tredje potens.  

Galileo Galilei (1564-1642) startede med at læse medicin i Pisa, men fik større interesse for matematik. Hans metodiske tilgang var revolutionerende. Han brugte matematikken og kontrolleret eksperimentel afprøvning til sine undersøgelser. Dermed var han blandt foregangsmændene, som mere fordomsfrit forsøgte at beskrive naturen, og gjorde med denne tilgang op med mange tidligere antagelser. Særligt i fysikken fik han betydning med sine eksperimenter med kugler til at beskrive legemers faldhastigheder, som er afhængig af mediet hvori det falder, og at den horisontale (påvirkning det sendes afsted med) og den vertikale kraft (tyngdekraften) bestemmer banen.

Kikkerten blev opfundet på Galilei`s tid, og han byggede sin egen kikkert, hvilket pludselig gjorde det muligt at observere fænomener på stjernehimlen, som ingen tidligere havde kunnet se; der var langt flere stjerner end nogen har drømt om, månen var fyldt med bjerge og dale og var ikke cirkelrund, rundt om Jupiter kredsede fire måner, venus havde forskellig belysning/skygge alt efter dens faser. Disse opservationer bevidste for Galilei, at det heliocentriske verdensbillede var det rigtige, og han støttede offentligt op om Kopernikus ide, hvilket blev den katolske kirke for meget. Han blev dømt til at trække sine udtalelser tilbage, og hans bøger om dette blev forbudt. Først i 1992 ændrede den katolske kirke sin holdning til Galilei!! 

William Harvey (1578-1657) blev født i England og læste medicin på Cambridge. Han tog herefter til Padova, et universitet i Norditalien, hvor han blev indført i anatomiske studier. Italien var præget af renæssancen og humanismebevægelsen var begyndt i Norditalien. Humanisterne kritiserede den skolastiske filosofi og ydre autoriteter, og rettede istedet fokus på individets fornuft og dømmekraft. Fortidens store tænkere blev mere til forbilleder i dannelsen end tankeløs efterligning. Dette var måske grunden til at forskningen blev mere fri og kritisk overfor de ældre autoriteter. Man havde hidtil holdt fast ved antikkens store tænkere, så uoverensstemmelser med observation måtte bortforklares til de gamle autoriteters favør. Nu kunne Harvey (og Galilei) se på Aristoteles og Galen som respekterede forgængere, hvorfra de overtog den fornuftsprægede metodiske tilgang og ændrede/byggede videre for at opnå bedre viden om verden.

Der var flere, som havde fundet uoverensstemmelser ved Galens værker, og det som de havde observeret. Men tænk lige engang ... manden havde været død i over 1300 år, og han blev stadig betragtet som den, der havde mest ret!!! I nutiden hvor forskere dagligt finder nyt, gammel viden forkastes, ændres, bygges på er det jo helt vildt at tænke sig, at én mands viden i dag kommer til at dominere lægevidenskaben frem til år 3312!

Harvey gik anderledes til værks. Han lavede sine egne eksperimenter med levende dyr og dissektioner, og stillede resultaterne overfor Galens lære. Med denne empiriske tilgang kritiserede han flere punkter af Galens lære. Eksempelvis beregnede han at hjertet pumper næsten 270 kg blod ud i kroppen på en time. Hvis Galen havde ret, skulle leveren producerer denne kæmpe blodmængde hver eneste time, hvilket er helt absurd. Det helt revolutionerende ved Harvey er altså hans empiriske tilgang, hvor hans forsøg viser mange absurde antagelser, som der ikke var sat spørgsmål ved, fordi man ikke stillede disse antagelser op til en "praktisk afprøvning". Harvey kunne herefter påvise, at hjertet pumpede det samme blod rundt igennem et dobbelt kredsløb via arterier og vener over henholdsvis lunger og muskler/organer. Men Harvey holdt fast i en Aristolistisk forklaringsmodel med mikro-makrokosmos, hvor han sammenlignede hjertet med solens plads for jorden, som det livgivende organ der rensede og revitaliserede blodet inden det igen ernærede kroppens øvrige dele.

Niels Stensen (1638-1686) studerende medicin på Københavns universitet og rejste meget i Europa. Han var igennem livet en alsidig herre, som både gjorde sig som læge, anatom, geolog og endte som katolsk præst. Han var især banebrydende indenfor geologien. I Firenze dissekerede Stensen en indfanget haj og konkluderede, at dens tænder lignede nogle forsteninger, man kendte fra italienske jordlag så meget, at disse forsteninger måtte være fra hajer, der havde levet for længe siden. Fossilerne måtte altså være dyr, som havde levet engang og eftersom man fandt hajtænderne i jordlag, måtte det betyde, at der engang havde været vand i det område, som nu var tørlagt. Det er dybt revolutionerende tanker for hermed lægger han op til, at jorden ikke bare har været skabt som noget færdigt, men at der igennem tiden har fundet en udvikling sted på jorden. Han introducerer herefter stratifikationsprincipperne:

- Jorden består af lag, der oprindeligt er dannet horisontalt på overfladen.

- Jo længere nede et lag ligger, jo ældre er dette lag.

- Hvis lagene ikke er horisontale, er det fordi, de er blevet skubbet efter deres dannelse.

- Alt efter hvad lagene indeholder (fx fossiler, lava osv.), kan man aflæse, hvordan de er blevet dannet. 

Stenstens teorier blev overraskende godtaget af den katolske kirke, og Stensen blev selv katolsk præst senere i livet.

Geologer begynder efter Stensen, at bruge disse geologiske ændringer til at vise, at jorden må være væsentligt ældre end de 6000 år, som man igennem biblen havde regnet sig frem til.

Isak Newton (1642-1727) udviste ikke de store evner og interesse for skolen i sin barndom. Han blev endda taget ud af den for en periode, men det ændrede sig lidt med tiden, og han kom på Cambridge universitet, hvor han læste jura i begyndelsen. Han fik her interesse for det naturvidenskabelige, og da universitetet pludselig holdt "ferielukket" i 18 mdr. pga. byldepest, tog han hjem og her tog udviklingen virkelig fat. Væk fra universitetet poppede ideerne op i hovedet på Newton. Han startede her med at grundlægge sin differential og integralregning samt brydning af hvidt lys med prismer. Han kunne heraf konkludere, at lyset var sammensat af forskellige stråler (som regnbuen også viste). Han udviklede den første spejlreflekskikkert, så han fik et skarpere billede af stjernehimlen, og begyndte nu at arbejde videre på Keplers love. Newton var ikke bare interesseret i, hvordan tingene var, men hvorfor de var, som de var. Han søger altså en forklaring på fænomenet og ikke kun en beskrivelse. Han gør desuden meget ud af sin begrebsafklaring (så alle ved præcist hvad der tales om, måles, vejes mv.), hvilket er en forudsætning for at andre kan forholde sig ordentligt til hans teorier, og at videnskaben på denne måde kan viderudvikles konstant. 

Newton fremsætter sine tre love for bevægelse:

1) et legeme vil holde sig i ro eller bevæge sig i jævn hastighed i en lige linje, hvis ikke det påvirkes af en kraft.

2) den kraft som virker på et legeme = massen gange acceleration (F=ma).

3) de kræfter, hvor to legemer virker på hinanden er lige store og modsatrettede.

Newton beskriver også tyngdekraften, som virker imellem alle legemer (ud fra massefylde og afstand). Ved at sammensætte tyngdekraft og bevægelseslære, blev det nu muligt at forklare planeternes, månens og kometernes baner, tidevandet, jordens udformning og æblet der falder fra træet. Disse teorier kunne bruges til at forklare og forudsige en masse fænomener.

Carl Von Linné (1707-1778) blev født i Småland i en præstefamilie. Han skulle også uddannes som præst, men blev betragtet som ganske uduelig og taget ud af præstestudiet. Han skulle så uddannes til læge på Uppsala universitet. Her fattede han stor interesse for universitetshavens planter, og gjorde sig bemærket ved, at skrive en artikel om, at planter kunne formere sig seksuelt. Han kom efterfølgende med på naturvidenskabelige ekspeditioner rundt om i Sverige, inden han rejste til Holland, og fik sin medicinske doktorgrad. Han blev ansat som professor på medicinsk universitet i Uppsala, og engagerede sig i havens opbygning og undervisning. Han indsamlede igennem årene en imponerende plante-, dyre- og mineralsamling, og lagde grunden for den moderne klassifikation (taxonomi). Klassifikationen skete ud fra dyrene og planternes seksuelkarakteristik. Han indførte her et hierakisk system, hvor hvert trin opad samlede en større gruppe af væsner med nogle fællestræk (arter --> slægter --> familier --> ordner --> klasser --> rækker --> divisioner --> riger). Han indførte hertil den binomiale nomenklatur, hvor et væsen får tildelt et slægtsnavn og artsnavn (fx Homo sapiens). Dette enkelte system vandt hurtigt frem, og "skabte orden i Guds skaberværk" samtidig med, at det lettede kommunikationen og vidensdelingen, når alle fulgte de samme retningslinjer for dette. En helt anden ting er, at denne hierakiske inddeling ud fra fællestræk nærmest måtte gå forud for tanken om evolutionen.   

Antoine Laurent Lavoisier (1743-1794) blev født i en advokatfamilie i Paris. Han blev først uddannet jurist, men gik derefter igang med studier i naturvidenskab.

Indtil hans tid verserede stadig mange af de gamle forestillinger om elementer, der kunne ændres (fx alkymi) og tvivlsommer principper, som kunne forklare det observerede. Lavoisier gik meget punktligt til værks med en kvantitativ metode, så måling og vægt var i højsædet (og arbejdede for en fælles standard for dette). Ved hjælp af eksperimenter og brug af egne og vistnok også andres ideer (som han ikke altid var så flink til at oplyse om), dannede han grundlaget for den moderne kemi. 

Han lavede nogle forsøg med opvarmning af vand, hvor der dannes salte i bunden. Dette var hidtil forklaret med omdannelse af vand til jord via ild, men med nøje opmåling kunne Lavoisier påvise, at denne jord svarede til det tab, der var sket fra apparatur og vand. Der var altså tale om, at massen var konstant. Istedet for at forklare dette med en ændring af "elementet" vand til jord, var der tale om, at disse salte var til stede både før og efter forsøget, og at vandet ved opvarmning øgede sit rumfang og dermed "gik i luften", mens det ved nedkøling i luften sænkede sit rumfang, og blev til flydende eller fast del.

Efterfølgende eksperimenterede han med forbrændingsprocesser. Han viste, at forbrænding skete ved at stoffet omdannes ved hjælp af en del af luften, som han kaldte oxygen. "Luft" var altså ikke et grundelement! Senere viste han, at vand heller ikke var et grundelement, men består af hydrogen og oxygen, som både kan spaltes og samles igen. Hermed var vejen banet for "grundstoffernes bevarelse" (de samme grundstoffer går igen), istedet for mærkelige (set tilbage) elementer og principper. Kemien skulle finde de udelige stoffer og deres forskellige sammensætninger, som kunne ske herudfra. Han fik efterfølgende stor indflydelse på den kemiske nomenklatur, som slog igennem internationalt, hvormed kemikere bedre kunne "tale sammen sprog".

Han blev i 1794 guillotineret under den franske revolution.  

Charles Darwin (1809-1882) blev født i England og voksede op i en velhavende og intellektuel familie. I skolen blev han dog betragtet som ukoncentreret og langsomt lærende i en grad, at faren valgte og tage ham ud af skolen, og bruge ham som hjælper i sin lægepraksis. Han begyndte efterfølgende på lægestudiet, men stoppede hurtigt på dette, og startede derefter på teologistudiet. Der var på universitetet mulighed for at deltage i frivillige kurser indenfor det naturvidenskabelige, hvilket Darwin viste mere interesse for. Han engagerer sig meget i dette, og efter hans teologistudier er færdige, bliver han tilbudt en plads som naturvidenskabsmand på et skib, som skulle ud på en jordomsejling. Han skulle her indsamle viden omkring geologien, botanikken og zoologien på rejsen. I Sydamerika finder han fossiler og nye dyrearter, men mange af disse lignede velkendte arter fra andre kontinenter. På Galapagos Ø-gruppen finder Darwin særskilte træk hos finker og skildpadder, alt efter hvilken Ø de bor på. Efter hjemkomsten begynder Darwin hurtigt at udvikle tanken omkring evolution, men der kommer til at gå 20 år før han offentliggør evolutionsteorien!

Der var flere ting, som gik forud for hans opdagelse. For det første var tanken om evolution (arternes udvikling) ikke helt fremmed. Den franske naturforsker Lamarck havde 50 år forinden langeret en ide om, at dyrenes organer udvikler sig, hvis de bliver brugt, og degenere hvis ikke de gør. Og at dette kunne nedarves. Han er kendt for historien om, at giraffen fik sin lange hals, fordi den hele tiden har strakt sig efter bladene i de høje træer. Tanken om evolution er altså ikke helt fremmed for Darwin. For det andet har Darwin kendskab til geologien, og ideerne om, at jorden måske er langt ældre end de 6000 år, og har ændret sig igennem tiderne. Han er også bekendt med fossiler af uddøde dyrearter, som måtte have levet tidligere. For det tredje er Darwin bekendt med arvelige variationer og den kunstige forædling, som har fundet sted med tamdyr og kultiverede planter. Dette har nok sammenlagt ført ham på sporet af evolutionsteorien, men hvordan denne evolutions kræfter skulle have virket, blev han først inspireret af efter rejsen, da en engelsk økonom (Malthus) udgav en bog om befolkningsvækst og fødevareressourcer. Malthus argumenterer i bogen for, at befolkningsudviklingen forløber hurtigere end fødevareproduktionen, hvormed befolkningen jævnligt vil blive for stor, og konsekvenserne være at sult, sygdom, krig mv. vil reducere befolkningstallet igen. Denne kamp for overlevelse overfører Darwin til arternes udvikling. Der produceres dermed mere afkom end livet kan opretholde. Dette afkom må konkurrere om ressourcerne, og nogle individer vil være i besiddelse af visse fordele, som gør, at de bedre vil overleve end andre. Når disse individer overlever, vil de give deres fordele videre til deres afkom. Disse fænomener med variation, kamp om ressourcerne og ændringer i omgivelserne, vil gøre, at små ændringer hos en population vil kunne give store ændringer over lang tid. Så store ændringer at nye arter kan opstå.

Arterne var pludselig ikke mere "færdigskabte", men i langsom udvikling og alle arterne imellem havde et slægtskab, hvor nogle var tættere på hinanden end andre. Dette var selvfølgelig en voldsom teori, at komme med, og hvis dette skulle være sandt, måtte det betyde, at mennesket var i familie med aberne, hvilket selvsagt måtte træde nogle over tæerne.

Darwin var selvfølgelig ikke bekendt med gener, og hans store svaghed ved evolutionsteorien var, at forklare dette med variationen som blev givet videre i nedarvningen. Hertil kom Mendel på banen og eftertidens "sammenslutning" af Darwin og Mendels lære står for neodarwinsmen til forklaring af evolutionsteorien i dag.

Gregor Johann Mendel (1822-1884) blev født i en bondefamilie i Tjekkiet. Han var en dygtig elev i skolen, blev sendt videre i systemet, og kom også på universitetet. Men på grund af familiens dårlige økonomi og sygdom stoppede han, og blev optaget i augustinernes klosterorden, hvor han blev uddannet præst. Han havde interesse for det naturvidenskabelige, og lavede sidenhen nogle banebrydende forsøg i klosterhaven, hvor han var munk. Mendel foretager her nogle kontrollerede forsøg med bestøvning af ærteplanter, som senere (desværre bliver han først anerkendt efter sin død) skulle lægge grunden for nedarvningen, genetikken og forklaringen på Darwins evolutionsteori.

Det helt særlige ved Mendel var, at han i starten udvalgte nogle ganske få egenskaber, som kunne observeres "enten eller" ved ærteplanterne, kontrollerede bestøvningen og brugte et stort antal ærteplanter, så han efterfølgende kunne lave statistisk analyse på sine resultater. Han koncentrerede sig om syv egenskaber som farve og udformning på ærterne, deres blomster og hele planten. Han krydsede så to ærter med forskellige egenskaber (fx grøn og gul ært), så han fik en hybrid i første generation. Denne førstegenerations ærteplanter blev så selvbestøvet, hvormed anden generation fremkom. Hans resultater viste, at førstegenerationen allesammen fik den ene egenskab (fx grøn ært), men andengenerationen fik både den ene og den anden egenskab i et størrelsesforhold 1:3 (hvor 1 var den egenskab, som ikke kunne ses i førstegenerationen altså gul ært). Da anden generation var fremkommet ved selvbestøvning, måtte ærterne altså have haft den skjulte egenskab i sig, som man ikke kunne se i første generation. Mendel konkluderer, at ærteplanterne har to gener for hver egenskab, og de nedarver ét gen fra moderen og ét fra faderen. Generne kan være dominante eller recessive. Så hvis et dominant gen sættes sammen med et recessivt, vil egenskaben for det recessive træk ikke komme til udtryk. Han afleder heraf, at der er to variationer af gener for samme egenskab, og disse er til stede i planten, men kønscellerne fra fadderen og moderen vidergiver kun ét gen, og ved befrugtning går genet fra fadderen og genet fra moderen sammen, så den nye ærteplante igen har to gener for en egenskab. Hans resultater viste også, at forskellige egenskaber nedarves uafhængigt af hinanden. Sidenhen er hans konklusioner blevet modificeret lidt, men det var banebrydende forskning, han udførte i denne klosterhave. Disse gener og nedarvning kombineret med mutationer og naturlig selektion, skulle blive forklaringen på Darwins evolutionsteori. Darwin havde utroligt nok et eksemplar af Mendels resultater stående, men læste det aldrig.  

Louis Pasteur (1822-1895) blev født og opvoksede i en landsby i Østfrankring. Han voksede op under små kur, men viste sig hurtigt meget begravet, og kom videre op i systemet til en doktorgrad på universitet i Paris. Han specialiserede sig i biokemi (dengang biologi og kemi), og var med sin forskning meget orienteret på at løse de problemer, som samtiden stod overfor.

Hans akademiske karriere startede med forskning af krystaller i vinsyre, som dannede grundlag for stereokemien (rummeligheden i kemiske forbindelser), og blev starten på hans anerkendelse. Dette førte til nogle gærringsforsøg med vinsyre, og hans fokus begyndte nu på gærringsprocessen, som ofte slog fejl ved vinfremstilling. Han fandt frem til at gærringsprocessen var en biologisk process (ikke ren kemisk) der skyldes nogle små levende organismer - gærceller og bakterier. Disse mikrober fandtes over alt, og når vinfremstillingen slog fejl, skyldes det at de "gode gærceller" blev forurenet med "dårlige" bakterier fra omgivelserne. En hel ny levende verden blev her opdaget, og dannede grundlag for mikrobiologien. Hans videre forskning viste, at nogle bakterier var aktive, når der var ilt til stede, mens andre var det uden ilt. Disse mikroorganismer var også skyld i forrådnelsen af organisk stof. Han fandt frem til pasteurisering hvor øl, vin og mælk bliver opvarmet til 70 grader, hvormed de skadelige bakterier døde og produktionen kontrolleres.

Pasteur går også ind i debatten omkring spontangenese, hvor man mente, at liv kunne opstå spontant af ikke-liv. Han viser her som modbevis på spontangenese, at mikroorganismer som svampesporer og bakterier meget let spredes og vokser frem.

Hans opdagelse giver også en helt ny forståelse for smitsomme sygdomme. I første omgang var der i Frankrig opstået en krise i silkeindustrien pga. en slags pest iblandt silkeormene. Pasteur indser det skyldtes encellede dyr, der angreber silkeormene, og angiver en metode til at kontrollere dette. 

Endnu mere banebrydende var hans fremstilling af vaccine. Han lavede nogle forsøg med hønsekolerabakterien og lod en sommer bakteriekulturen passe sig selv. Da han kom tilbage var mange kulturer ødelagte og de resterende svækkede. De svækkede bakteriekulturer gav han raske høns, som ikke reagerede på dette. Efterfølgende gav han de samme høns, og høns som ikke havde fået den svækkede bakteriekultur forinden, nogle friske bakteriekulturer. Resultatet var overraskende, da alle de høns som forinden havde modtaget den svækkede hultur overlevede, mens de andre døde. Han var ikke den første til at opfinde vaccination, men han forstod nu baggrunden og processen, så han efterfølgende opfandt vaccination mod miltbran og rabbies.

Pasteurs forskning fik enorm betydning for eftertiden sygdomsbehandling og hygiejne mv..       

Marie Curie (1867-1934) blev født i Polen og udviste tidligt en stor begavelse. Men de højere uddannelser i Polen var lukket for kvinder, og Rusland styrede som besættelsesmagt det officielle uddannelsessystem. Da hun som 15-årig gik ud af skolen, engagerede hun sig i det illegale Flyvende Universitet, der bestod af polakker, som underviste hinanden. Efter at have arbejdet nogle år rejste hun til Paris, og blev optaget på universitetet. Hun udmærker sig i fysik og matematik, og møder her en forsker i fysik (Pierre Curie), som hun gifter sig med. Der var på dette tidspunkt stor opmærksomhed omkring opdagelsen af røntgenstrålingen og lidt om uranstråling. Marie begynder derfor på sin doktorgrad med udforskning af uranstråling. Forsøgene griber om sig, og hendes mand og hende helliger sig helt dette i et "bagskur". De arbejder på at isolere de stoffer, som udsender stråling, og finder ud af, at både uran og thorium udsender denne stråling. Visse typer af Uran varierede i deres stråling, hvilket førte til nye undersøgelser og fundet af et nyt grundstof - Polonium (hun opkaldte det efter sit hjemland!). Curie konkludere at strålingen ikke skyldes ændring af molekylerne, men et fænomen ved atomerne selv, som hun kalder radioaktivitet. De opdager senere grundstofferne radium og actinium. Fokus blev nu rettet på selve denne radioaktivitet. Hendes mand døde pludselig i en traffikulykke. Marie fortsætter dels sin forskning, og som leder af et Radium-institut, hvor bla. forskning i radioaktivitet til hospitalsbrug blev foretaget. Hun har som den eneste person modtaget Nobelprisen to gange. Hun døde af kræft, som sandsynligvis skyldes hendes radioaktivitetsforskning. Hendes forskning var typisk grundforskning modsat Pasteurs, der var orienteret mod industrien og løsning af samfundsproblemer. Hendes forskning med radioaktivitet og atomer fik dog på samme måde som Pasteurs forskning stor betydning for samfundet. Deres "vej" frem til denne nye viden, som skulle komme samfundet til gode, var bare forskellig. Denne problematik mellem grundforskning og løsningsorienteret forskning er meget aktuel (fx besluttes det politisk hvilken forskning, som skal støttes med de økonomiske midler). Grundforskningen drives af nysgerrighed og resultaternes anvendelighed er uforudsigelig, mens den løsningsorienterede forskning skal afhjælpe et eller andet kendt problem.

Albert Einstein (1879-1955) blev født i Sydtyskland og startede på gymnasiet i München. Hans familie flyttede til Italien, men han blev tilbage for at færdiggøre sit studiet. Det gik dog ikke særlig godt på skolen, så han afbrød det og rejste til Italien. Efter et års tid blev det besluttet, at han skulle uddannes til elektroingeniør som sin far. Da han ikke havde afgangseksamen fra gymnasiet, søgte han ind på en skole i schweitz, hvor de optog elever ud fra en optagelsesprøve. Her dumpede han første gang, men blev optaget året efter. Hans store interesse var matematik og fysik, som han modtog eksamensbeviser på, at kunne undervise i 4 år senere. Hans ønske om at undervise i disse fag på universitetet bar dog ikke frugt i første omgang, så han blev ansat i en stilling på et patentkontor, hvor han arbejdede i 7 år. I denne periode udviklede Einstein sine tanker, som senere skulle få stor betydning for den moderne fysik, og skrev nogle artikler, som skabte hans gennembrud.

Einstein stillede spørgsmål til lysets natur. Han mente, at lyset skulle opfattes som små uafhængige klart definerede energikvanter (fotoner), der kunne have bølgeegenskaber. Dette kunne forklare "den fotoelektriske effekt", som havde været et fysik-problem længe. Hvis man belyste en metalplade, ville den afgive elektroner, som havde forskelligt energiniveau alt efter lysets bølgelængde (ikke intensitet). Dette kunne forklares ved, at forskellige bølgelængder (forskellige farver af lys) var i besiddelse af bestemte energikvanter, der kunne løsrive elektroner, når de oversteg et vist energiniveau. Dette gav Einstein nobelprisen i 1921.

Han skrev også en artikel, som var inde på atomer og molekyler. Disse ikke-observerbare elementers eksistens var stadig til stærk diskussion. Han var her inde på problemet med de "Brownske bevægelser". En botaniker havde tidligere observeret, at pollen lagt i en væske ville have nogle "levende" zig-zak bevægelser, som tog til hvis temperaturen steg. Einstein forklarede teoretisk, at dette skyldes de synlige pollens interaktion med de usynlige vandmolekyler, som de stødte sammen med (og jo højere temperatur jo mere bevægede disse molekyler sig). Han var således med til, at sætte atomer og molekyler på det videnskabelige landkort.

Einstein offentliggjorde også sin "specielle relativitetsteori" og nogle år senere kom hans "generelle relativitetsteori".

Relativitetsteori henviser til, at alle bevægelser måles i forhold til en iagttager (relativt). Den specielle relativitetsteori ændrede forståelsen af tid og masse, mens den generelle relativitetsteori ændrede forståelsen af rum.

I den specielle relativitetsteori studeres fysisiske fænomener i referancesystemer, der bevæger sig i samme hastighed i forhold til hinanden (inertialsystemer). Det antages desuden, at lysets hastighed i almindelighed er en universal konstant, fordi den er universets højest opnåelige hastighed. Ud fra dette beregner Einstein sammenhængen mellem forskellige inertialsystemers tid og sted (kaldet Lorentz-transformationen). Han revolutionerede den moderne fysiks begreber om "samtidighed", "tidsforløb" "længde" og "masse", da disse ville være forskellige størrelser alt efter inertialsystemerne. Han forudsagde hermed, at genstande i bevægelse nær lysets hastighed, for en person i hvile, vil opleves med længdeforkortning, tidsforlængelse og masseforøgelse. Det må - for mit eget vedkommende - siges, at være velvalgt med hans "specielle" betegnelse for teorien. Det er svært at forstå, at disse begreber, som vi oplever så absolutte i vores liv kan relativeres. Det var forøvrigt her, at Einstein kom frem med sin meget kendte formel E=mc² (energi = massen x kvadratet på lysets hastighed).

I den generelle relativitetsteori hævder Einstein, at acceleration og tyngdekraft er beslægtede. Tyngdekraften kan så anskues som en forvrængning af rummet omkring legemet. Her er tale om bevægelser forårsaget af tyngdevirkninger. Et legeme med en stor masse ville således få rummet til at krumme, og afbøje legemer som nærmer sig det (fx langsomme planeter i en lukket bane omkring en sol, mens en hurtig lysstråle kun vil afbøjes lidt og fortsætte).

Niels Bohr (1885-1962) blev født i København, og voksede op i en intellektuel og økonomisk velfungerende familie. Han blev sidst i sin skoletid meget interesseret i matematik og fysik, hvilket han udviste stort talent for. Han begyndte efter studentereksamen, at læse fysik på Københavns Universitet, hvor hans eksperimentielle evne viste sig uovertrufne. Bohr havde store evner indenfor det matematiske-naturvidenskabelige felt, men svært ved at skrive. Hans afsluttende magisteropgave var således skrevet af hans mor i hånden efter Bohrs diktat!

Bohr rejste efterfølgende til England, hvor han først arbejdede under J. J. Thomson og efterfølgende Ernest Rutherford hvis opdagelser skulle få stor betydning for Bohrs atommodel. "Atomet" betegnet som den mindste udelelige byggesten alt andet er opbygget af bliver første gang nævnt som ide i antikken. Men først i 1808 fremkommer John Dalton med sin atomteori, som gradvist vinder frem. I senere forsøg viser J. J. Thomson, at der kan udtrækkes små negativt ladede partikler (elektroner) fra grundstoffer. Atomet er altså ikke udeleligt. En anden vigtig forugående opdagelse er strålingen fra visse grundstoffer (alfa = elektrisk positiv, beta = elektrisk negativ og gamma = elektrisk neutral), hvorefter Ernest Rutherford opdager, man kan bruge alfastråling til forsøg, der klarlægger mere om atomers opbygning. Alt dette kender Bohr altså til, og går igang med at fortolke forsøgene. Han bruger i sin fortolkning også Max Placks opdagelse af "virkningskvantum", der siger, at energi kun kan findes i bestemte mindstemængder. Bohr fastslår i første omgang at atomet er stabilt. De negativt ladede elektroner og de positive protroner ender altså ikke med at "klaske sammen" og atomer bevares intakte. Bohr opstiller nu sin atommodel, som kæder det hele sammen. Med udgangspunkt i brintatomet er der inderst en positiv proton hvorom en negativ elektron er i bevægelse. Denne udsender ikke stråling i sin bevægelse omkring kernen, men elektronen kan befinde sig i forskellige baner omkring kernen, og når den skifter bane indefter vil den udsende stråling. Elektronen kan altså befinde sig i forskellige baner, som den springer imellem (kvantespring). Det krævede netop en bestemt mængde energi, som den optog, når den sprang fra en bane udefter til en anden, mens den afgav en bestemt mængde energi, når den sprang indefter. De forskellige kvantesprings energimængder er karakteristisk for hvert grundstof, så hvert grundstof kan karakteriseres ud fra det lys, de udsender. Dette kan måles med emissionsspektre, hvor bølgelængderne fra forskellige grundstoffer bestemmes, og har siden været med til at bestemme universets grundstoffer (selv fjerne sole).

Bohr udvikler komplementaritetsprincippet, der for ham er en betragtningsmåde, hvor den ene måde at beskrive på ikke udelukker en anden, selvom de to i principper ikke kan eksistere samtidig. I kvantemekanikken kan det i nogle undersøgelser være bedst, at beskrive elektroner med bølgeegenskaber, mens det i andre bedst beskrives med partikelegenskaber. Den klassiske fysiks determinisme (direkte årsagsforklaring) kunne ikke bruges på atomniveau, fordi enhver måling vil være ufuldstændig, da måleudstyret vil påvirke forsøgsresultaterne. Princippet overførte Bohr til andre områder, så det eksempelvis giver god mening, at beskrive levende væsner både med biologiske metoder samt fysisk-kemiske, selvom den biologiske ikke lader sig reducere til fysisk-kemiske årsagsforklaringer, fordi betingelserne for iagttagelse og beskrivelse er forskellige. 

Bohr måtte flygte til England under 2. verdenskrig, og var i samarbejde med andre forskere i USA med til at udvikle atomforskningen, som resulterede i atombomben. Han arbejdede resten af sine dage på, at verdens nationer skulle forstå det "tossede i at bruge teknogien til bomber", og begrænse sig til fredlige formål. 

Enrico Fermi (1901-1954) blev født i Rom, og var fra starten et "vidunderbarn", der kunne læse og skrive inden han begyndte i skole, fik efterfølgende topkarakter i alle fag og studerende intenst, så han fik en doktorgrad i fysik i en meget ung alder. Fermi specialiserer sig indenfor kernefysik, og bliver i 1929 udnævnt blandt Italiens bedste videnskabsmænd til et nyoprettet akademi af Mussolini. Efter opdagelsen af kunstig radioaktivitet er fremkommet, begynder han at eksperimentere med at "bombe" de dengang 92 kendte grundstoffer med neutroner, så han dannede radioaktive stoffer. Særligt forsøget med grundstof nr. 92 (Uran) skulle få stor betydning. Hans forsøg blev gentaget af andre, som gennemskuede det særlige ved dette grundstof. Ved tilførsel af neutroner til en urankerne skete en fission, så uran blev spaltet til barium og krypton under afgivelse af energi og overskydende neutroner. En kædereaktion skulle altså være muligt. Fermi flygtede i 1938 til USA med sin familie, og under 2. verdenskrig blev disse resultater pludselig meget vigtige, da der her lå store muligheder indenfor atomenergi og atombombe. Fermi fik til opgave, at opbygge den første atomreaktor i USA. Problemet var, at hvis kædereaktionen skulle forløbe ordentligt, skulle der bruges store mængder uran. Man fandt løsningen i en uranisotop (U-235), der fik kædereaktionen bedre til at forløbe. Isotopen var dog vanskelig at få fat i, men det lykkes, og i 1942 kunne den første kontrollerede kædereaktion lykkes. Efterfølgende blev han tilknyttet udviklingen af den første atombombe, som blev prøvesprængt 16 juli 1945. Den 6 aug. 1945 blev den første atombombe smidt over Hiroshima.    

Francis Crick (1916-) & James Watson (1928-) åbnede op for forståelsen af det levende på en måde, så arvelighed, Darwins evolutionsteori, Mendels nedarvingslove og meget andet indenfor biologien pludselig kunne forklares på en meningsfuld måde. Deres opdagelse af det levendes "opskrift" eller "grundkode" revolutionerede biologien og vores forståelse for det levende i stort set alle aspekter.

Der havde selvfølgelig i lang tid forinden været mange spekulationer og bud på, hvordan nedarvningen fandt sted. Med mikroskopets opfindelse blev det muligt at se celler for første gang, og nogle mente endda, at kunne se "minimennesker" i kønscellerne. Man havde inden år 1900 fundet cellekernen, og beskrevet den bestod af proteiner, et stof man døbte nucleoid og trådformede strukturer (kromosomer). Senere skulle forsøg med røntgenstråling af cellekernen hos bananfluer vise efterfølgende mutationer, hvilket måtte betyde, at arveanlæggene var placeret i cellekernen. I 1944 lykkes det så at overføre DNA i bakterier, som viste at dette måtte være arveanlæggene. Nu gik jagten på DNA ind, og dets hovedbestanddele blev kemisk bestemt. Herefter kommer Crick og Watson på banen.

Crick opvoksede i England og læste fysik på universitetet, men fik interesse i cellebiologi og genetik, så han skiftede fokus til biologien og påbegyndte en forskerkarriere her.

Watson opvoksede i Chicago og læste zoologi på universitetet. Han fik interesse i genetikken og skrev en ph.d om røntgenstrålers påvirkning af bakteriofagers formering. Han fik en forskerstilling i London, hvor han møder Crick, og de starter deres samarbejde.

Med røntgenstråling og en masse forsøg lykkes det dem, at finde frem til strukturen i DNA. Molekylet var opbygget som en snoet stige - en såkaldt dobbel helix. Stigens "skelet" bestod i hver side af en fosfatgruppe og en sukkergruppe (deoxyribose), hvortil der var hæftet en base. Basen kunne være thymin, adenin, cytosin eller guanin. Disse baser havde et fast system, så adenin altid var sat sammen med thymin på den anden side af "stigen", mens cytosin altid var sat sammen med guanin (baseparingsreglerne). Generne i DNA molekylet var altså opbygget ved, at DNA`et havde en lang spiral fyldt med disse baser, som koder for, hvad de skulle. Kombinationen af kun fire forskellige baser giver mulighed for utallige kombinationer blandt generne, da hvert gen koder for en bestemt sammensat variation og længde af en bestemt basesekvens.   

Videnskaben i dag

Videnskabens historie er i ovenstående skildret gennem enkeltpersoner. Flere af disse store personligheder strakte sig ind over det, vi i dag ville kalde meget forskelligartede fagområder. Videnskaben har historisk gået mod en specialisering indenfor flere og flere områder, så hvert felt har oparbejdet sin egen arbejdsgang og indsamlet en meget stor mængde forskning på et yderst detaljeret niveau. Denne store vidensmængde som ligger indenfor hvert felt, og graden af specialisering gør, at personer i forskningens verden nu er meget specialiseret indenfor sit felt, og typisk i nært samarbejde med en masse andre specialister. Så det er ikke så simpelt længere, at give en enkeltperson æren for en opdagelse. Det er heller ikke så enkelt længere for omverden, at bedømme nye videnskabelige resultater. Et eksempel kunne være den globale opvarmning - fænomenet er uhyre komplekst, og en masse forskere med en masse specialiteter har været inde over, så at bedømme hvorvidt den globale opvarmning finder sted eller ej for menigmand, vil jeg hævde er fuldstændig absurd. "Almindelige mennesker" har ikke forudsætningerne til det, men må sætte sin lid til dem som har. Det som alligevel kan samle hele dette kludetæppe af specialister og forskning til noget meningsfyldt - altså ny viden/erkendelse eller opfindelse - er den fælles videnskabelige metode. En fælles enighed om, at den metodiske tilgang foregår på visse grundpræmisser, og lever op til de krav, så vi i fællesskab kan bevæge os sammen imod nye opdagelser. Til gengæld kan "menigmand" fuldt ud være med til at bedømme, hvad nye resultater/opfindelser skal bruges til. Dette er et normativt spørgsmål, og ikke noget som kan besvares af videnskaben. Atomforskning er således uhyre komplekst, men hvad vi skal bruge den til noget andet ... fx atombomben kan være uhyre destruktiv og udslettende for menneskeheden, men måske også være jordens redning en dag, der er en stor meteor på vej.    

Videnskab

Noget af det kendetegnende ved mennesket er dets store nysgerrighed og trang til at søge forklaringer. Det reflekterende væsen blev baggrund for videnskabens spæde fremkomst for et par tusinde år siden. Det har siden betydet en kæmpemæssig vidensakkumulering, som har været med til at forklare meget af "det skabte", men også ændret vores levevilkår markant og tanken om vores egen plads i livet.

Jeg synes, det er vigtigt at kende lidt til de grundsøjler videnskaben hviler på, men herefter lade nysgerrigheden blomstre, lade sig imponere og berige på viden om det som er omkring os, hos os og indeni os. Ved at forstå vores verden bedre, kan vi måske også bedre forstå os selv, og træffe klogere beslutninger - som jorden råber på lige nu!

Videnskab er nysgerrighed og gode forklaringer - hvordan vi vælger at bruge dette, er til gengæld helt op til os selv!